Jacob Nørkov Friis og Team Holisticum

Mange mennesker er meget ubevidste omkring, hvem de selv er.
Jeg har det nogle gange sådan, at jeg er nødt til at spørge folk, hvordan jeg virker i en situation, eller jeg er nødt til at få at vide, hvad de syntes om mig, eller hvordan jeg virker. Jeg er nogle gange nødt til at spørge mine omgivelser om mange ting, selv om jeg umiddelbart på overfladen eller udadtil virker som et meget bevidst menneske, som virkelig ved: Nu gør jeg det, og nu gør jeg det.

Inde i min bevidsthedspyramide ligger selvfølgelig også felter, hvor jeg meget ubevidst. Jeg er fx meget ubevidst omkring, hvad jeg udsender. Hvis folk kommer hen til et foredrag og siger: Nej, hvor er det godt, og ih og sikke en stærk energi osv. Jeg kan ikke mærke det. Derfor er jeg nødt til at få en eller anden respons udfra.
I min bevidsthedspyramide har jeg oplevelsen af, at jeg fx ikke er værd at elske. Så er jeg nogle gange nødt til at spørge mennesker, hvad de elsker ved mig, hvad det er de syntes er så dejligt og vidunderligt ved mig. Derigennem kan jeg måske skabe nogle små spæde skud eller spirer til at føle - nå det er det, så må jeg hellere bære det i min bevidsthed, og så må jeg hellere få den plante til at spire og gro. På den måde kan man sige, at vores bevidsthedspyramide nok er den, der er sværest at agere i.

Det er det samme hvis et menneske har et meget stort mindreværd, så er det meget svært at overbevise det menneske om, at det her menneske er noget værd. Man kan prøve på 127 måder, og alligevel forstår det menneske ikke, at man vil det menneske det bedste.
Vi skal være meget opmærksomme og blive bevidstgjorte i vores bevidsthedspyramide, så vi ved, hvem vi egentlig er. Så må vi bruge andre omkring os til at hjælpe os med at så på vores mark, så der kan vokse masser af korn, så vi kan få høsten i hus. Høsten er at være bevidste om, hvem vi er.
Det er det sværest at agere i, også fordi mennesker ofte er opdraget med, at de ikke må være noget. Fx har jeg altid været problembarnet, fordi jeg godt vidste, når jeg stillede mig op og holdt foredrag, at jeg var sindssygt hamrende dygtig til det. Mange har så måske siddet og været alter-native og har bare syntes, at han skulle dunkes oven i hovedet.

Så er der andre sider i mig, hvor jeg ved, at det kan jeg ikke finde ud af. Det kan måske være min bombastiskhed, eller det kan være min måde at være på, på nogle andre planer. Det kan jeg ikke finde ud af, derfor er jeg i mindreværd der. Der er ingen der kan overbevise mig om, at jeg god nok, selvom jeg er, sådan som jeg er, og det er mindreværdet, der også er låst fast.
Men vores kvaliteter ligger også i vores bevidsthedspyramide. Det er der de evner ligger, som man er nødt til at erkende, for at kunne bruge dem på det fysiske plan. Det kan ikke bare være et eller andet man går rundt og oplever indeni sig selv, og syntes om sig selv. Det er nødt til at være sådan, og når jeg stiller mig op og vil holde et foredrag, så ved jeg, at jeg er den bedste i verden til det, for så stråler jeg den vibration ud, og så når jeg ud til andre mennesker.

Der nytter det ikke noget, hvis jeg står indeni mig selv og siger: Den kvalitet har jeg ikke. Jeg kan ikke finde ud af det; jeg kan ikke gøre sådan; jeg kan ikke være problemløser, eller hvad det end er. Det er nødt til at være en fysisk energi, som jeg repræsenterer.

Det er også i vores bevidsthedspyramide, at alle vores kvaliteter ligger gemt, og dem skal vi være bevidste om, og det kan kun ske ved at prøve sig selv af. Vi kan ikke gøre det på andre måder.

Hvis et menneske ikke vil være synlig eller ikke kan lide, at stille at sig frem, eller hvad det end er, så kan man gøre det menneske en tjeneste ved at sige til det menneske: Vil du være venlig at komme frem her, og stille dig der. Vil du være venlig at formidle. Det er den eneste hjælp du kan give. Hvis et menneske er lukket, så skal man hele tiden blive ved med at spørge ind til og spør-ge og spørge, så det menneske kan få en oplevelse af, at det ikke er farligt at være åben. Eller hvad det nu end er. Det er alt sammen det, der ligger i menneskets bevidsthedspyramide.

Hvis en person som Anders Fogh Rasmussen tvivlede på, at han kunne være en god statsmini-ster, der tjente dette land, så ville dette land et eller andet sted blive proppet ind i en energi, hvor landet ville være usikker på sig selv; og hvor fedt ville det være. Hvis dronningen ikke kunne holde sin nytårstale og slutte af, som hun altid gør, med en hilsen til søens folk og gud bevare Danmark, så ville hun heller ikke kunne agere som den dronning, hun er. Det er en kvalitet hun mestrer.
Det ligger i vores bevidsthedspyramide, og det er meget vigtigt, at vi bliver selvrealiserede.

Det er også derigennem grundfølelserne udtrykker sig. Hvis jeg havde en grundfølelse af enhed, og var gået fra splittelse til enhed, så ville det være den enhed, jeg kunne stille mig op og formid-le udfra. Det ville gøre, at det er skide godt, for så kan jeg stort set svare på alt, for det er udfra enheden.

Det er også der vores kvaliteter i grundfølelserne kommer til udtryk i menneskets bevidsthedspy-ramide, for i det øjeblik vi laver dette skift, hvor vi går fra den pyramide, der har spidsen nedad, til den pyramide, der har spidsen opad, så trækker vi alle andre mennesker med os op.

Vi ved godt, at vi udvikler os igennem spiralenergier, men det der så sker, er, at så ophører spi-ralenergien med at eksistere, så går vi over til pyramideenergien. Hvis man mikroskoperer ned til den mindste celle i universet, så vil den form, man ser inde i den celle, være en pyramide. Når vi træder ind i eller bruger vores pyramidebevidsthed, så tjener man resten af universet, fordi alle pyramider er pyramider indeni hinanden. Der er store pyramider og små pyramider, og der er endnu mindre pyramider i de pyramider. Det er også mikrokosmos og makrokosmos.

Hvis man har denne menneske-bevidsthedspyramide og ens grundfølelser begynder at arbejde, så skal, jo tættere man kommer på toppen af pyramiden, ens egoistiske ego reduceres, for der er mindre plads til det. Jo længere man kommer op og bevæger sig i et felt her, jo mindre egoistisk ego kan der være - for man skal nå helt op til toppen.

I det øjeblik man når til toppen, så eksisterer ens egoistiske ego ikke længere. Så har man kun en personlighed at udtrykke sig igennem, og så kan den udtrykke de arketypefølelser, som er. Så er man meget godt i gang med Kristusindvielsen, hvis man kan kalde det sådan. Når man arbej-der med grundfølelserne, fører det direkte til Kristusindvielsen.